Urbane stednavne
Foredrag ved ph.d. Line Sandst
Fra midten af 1800-tallet er folk i stigende omfang flyttet fra land til by, og byerne er vokset med urbane lokaliteter, hvoraf mange navngives. Disse navne er kun sparsomt belyst, ligesom byvandrens møde med synlige proprier (navne) i bybilledet heller ikke har været underlagt undersøgelse.
Denne mangel søgte jeg at imødekomme i min ph.d.-afhandling om urbane stednavne i København. Jeg tog udgangspunkt i de synlige, dvs. skrevne lokalitetsbundne navne i bybilledet i tre forskellige undersøgelsesområder i København. Fremgangsmåden resulterede i tre forskellige undersøgelser, der havde forskellige omdrejningspunkter og det er disse undersøgelser, jeg vil præsentere resultaterne fra.
Første undersøgelse centrerer sig om navnedannelse og betydningsdannelse. Med dette afsæt præsenterer jeg det jeg kalder ”diskursen for propriers placering i byen” og multimodale proprier. Anden undersøgelse centrerer sig om stedsbranding, hvor jeg præsenterer resultaterne fra en undersøgelse af motiverne bag navnevalgene til tolv nye veje og pladser i byudviklingsområdet Carlsberg Byen som trådte i kraft 1. august 2014. Til denne undersøgelse fulgte jeg en e-mailkorrespondance mellem en navngivningsarbejdsgruppe nedsat af byudviklingsfirmaet Carlsberg Byen og Vejnavnenævnet i København. Slutteligt diskuterer jeg hvordan man kan skabe forestillingen om sted og ”byer i byen” ved hjælp af navngivning. Jeg kalder fænomenet ”onomastisk skalareduktion”, og forklarer hvorfor dette retoriske værktøj nogle gange lykkes og andre gange mislykkes.
Line Sandst er ph.d. i navneforskning og forsvarede sin afhandling 26. februar 2016. Afhandlingen hedder Urbane stednavne – storbyens sproglige dimension (en stilistisk-retorisk analyse af stednavne i det københavnske byrum).