Fra tekst til artefakt: den materialfilologiske tilgang
Lektor, ph.d. Anne Mette Hansen, Nordisk Forskningsinstitut, holder foredrag:
En af de seneste årtiers væsentligste tekstvidenskabelige fornyelser er materialfilologien, der dukkede op inden for middelalderfilologien og blev introduceret i 1990 som The New Philology og siden videreført som Material Philology.
Materialfilologien forholder sig hermeneutisk til teksters fysiske fremtrædelsesform og hævder at tekster ikke kan udforskes løsrevet fra deres tekstbærere. Derfor studeres det enkelte tekstbærende artefakt i sin helhed, og denne helhed anskues som et produkt der både afspejler tilblivelsen og den efterfølgende brug. Den materialfilologiske tilgang repræsenterer dermed et tekstsyn der bryder med en traditionel tekstkritik der hviler på ideen om den bedste eller oprindelige tekst.
I foredraget vil jeg dels give en kort præsentation af den nye filologis tekstteoretiske grundlag, dels vise eksempler på den håndskriftfilologiske tilgang, som også har fået betegnelsen Artefactual Philology.