Lund, Saxo og de ældste islandske oldtidssagaer
ved adjunkt, ph.d. Annette Lassen, Nordisk Forskningsinstitut, KU
De islandske oldtidssagaer handler om Nordens oldtid før det islandske landnam og kristendommens indførelse. Gruppen består af sagaer om bl.a. Ragner Lodbrog, Vølsungerne, Rolf Krake og Ganger-Rolf. Selvom mange oldtidssagaers indhold kan dateres langt tilbage i tid, er disse sagaer overleveret i håndskrifter, hvoraf de ældste er fra 1300- og 1400-tallet. Oldtidssagaerne anses af flere forskere for at markere fiktionens begyndelse i islandsk middelalder, og ifølge tesen om den islandske litteraturs Verfall associeres de ‘urealistiske’ eller ‘fiktive’ elementer i disse sagaer med en sen periode i affattelsen af sagaer, dvs. til tiden efter 1262.
I mit foredrag udfordrer jeg disse mere eller mindre anerkendte teser, idet jeg vil forsøge at knytte oldtidssagaerne til Europas litteraturhistorie, og særligt til Saxos Gesta Danorum, et værk som med rette kan siges at indeholde fuldgyldige islandske oldtidssagaer på latin. I denne forbindelse vil jeg også argumentere for, at islændingene begyndte at skrive oldtidssagaerne i den sidste del af 1100-tallet, og at denne sagagruppe har sin oprindelse i middelalderens lærde kultur i tæt forbindelse med kirke og kongemagt. Min hovedtese er imidlertid, at de ældste oldtidssagaer blev skrevet og modtaget som historiografi, og – ikke mindst – at det lærde miljø i Lund omkring 1200 kan have spillet en rolle i forbindelse med den begyndende affattelse af oldtidssagaer.
Find vej
Alle møder i Selskab for Nordisk Filologi afholdes på Søndre Campus/KUA. I hvilket lokale fremgår under det enkelte møde.