Genusforenkling og genusændring fra gammeldansk til moderne dansk med sideblik til svensk
Adjunkt, ph.d. Kathrine Thisted Petersen, Institut for Kommunikation og Kultur – Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet, holder foredrag:
Fra gammeldansk til moderne dansk er der sket en afgørende ændring i vores måde at referere til substantiver på. Mens der i den ældre middeldanske periode indtil omkring 1350 stadig henvistes med pronomener i maskulinum og femininum til ikke-menneskelige substantiver, danner disse i moderne dansk en samlet gruppe med betegnelsen utrum. Det neutrale genus er derimod forblevet intakt. Da de danske dialekter har udviklet sig forskelligt på dette punkt, vil jeg i mit foredrag koncentrere mig om den varietet der efterhånden sætter normen for standardsproget.
Indledningsvis vil det blive beskrevet hvordan og hvornår udviklingen fra tre til to genera har fundet sted. I den forbindelse kan man forestille sig to mulige kontaktlingvistiske situationer med indflydelse på genusforenklingen i løbet af perioden fra ca. 1450 til begyndelsen af 1600-tallet. På baggrund af Weinreich (1953) kan der argumenteres for at påvirkning fra vestjysk (Tegnér 1925) eller kontakt til nedertysk (Pedersen 1999) har ført til opkomsten af utrum som erstatning for maskulinum og femininum. Ved at inddrage tekster fra forskellige dele af denne periode vil jeg vise hvordan genussystemet udviklede sig fra at være morfologisk til at blive semantisk funderet.
I tidligt ældre middeldansk hvor man ved hjælp af forskellige kasusendelser på både substantiver og adled kunne bestemme genustypen, var der sandsynligvis tale om et system baseret på morfologiske principper. Som jeg vil vise, findes der imidlertid allerede i yngre middeldansk enkelte eksempler på semantisk og pragmatisk betinget genus. Efterhånden som kasusendelserne faldt bort i løbet af ældre og yngre middeldansk, var det til sidst udelukkende muligt at markere substantivets genus med de personlige pronomener. Ifølge Corbetts (1991: 226) kongruenshierarki retter disse sig normalt i højere grad end f.eks. attributter efter semantiske frem for formelle genusregler. I perioden med fire henvisningsmuligheder i form af han, hun, den og det har der således hersket både formelle og semantiske regler indtil det semantiske system med utrum og neutrum som udtryk for ikke-menneskelige størrelser blev enerådende. Det virker oplagt at der i denne periode er sket en række genusændringer på baggrund af semantiske principper. Eksempelvis har substantivet bogstav udviklet sig fra at være utrum i overensstemmelse med sin oprindelige maskuline form til at blive neutrum sandsynligvis i analogi med substantivet tegn. Karakteristisk er det i den sammenhæng at mange nuværende genusforskelle mellem dansk og svensk både i forbindelse med arve- og låneord er opstået i denne periode hvor de semantiske principper satte sig igennem.
Litteraturhenvisninger:
Corbett, Greville G. (1991): Gender. Cambridge: Cambridge University Press.
Pedersen, Karen Margrethe (1999): “Genusforenklingen i københavnsk”. Danske Folkemål 41, 79-105.
Tegnér, Esaias (1925): “Om genus i svenskan”. Esaias Tegnér: Ur språkens värld II. Fyra uppsatser: Om genus i svenskan. Poesiens språk. Hemmets ord. Komedien om Doktor Simon. Stockholm: Albert Bonniers Förlag, 1-217.
Weinreich, Uriel (1953): Languages in Contact. Findings and Problems. New York: Linguistic Circle of New York.